|
Rouen
Rouen er berømt for sine gamle kvarterer med
bindingsværkshuse. Byens historie er tæt knyttet
til Jeanne d’Arc, der blev brændt på
bålet i 1431 på Place du Vieux Marché.
Rouen er fyldt med gotiske bygningsværker af stor
skønhed, bl.a. katedralen (hvor man kan se
vikingeføreren Rollo’s grav) og kirkerne
Saint-Ouen og Saint-Maclou. Museer skorter det ikke på
i Rouen med bl.a. kunstmuseet Musée des Beaux-Arts,
keramikmuseet eller et museum for smedejernskunst. Husk
også domhuset Palais de Justice og Saint-Maclou
kirkegården. Byen er samtidig stærkt
præget af Skandinavien og vikingernes erobringer,
hvilket er baggrunden for den årligt tilbagevendende
filmfestival for nordiske film.
|
|
|
Seinedalen
og Le Havre
Seinen snor sig gennem landskabet og har siden yngre
stenalder været en vigtig handels- og transportvej.
Ved dens mange bugtninger har der igennem flere hundrede
år ligget prægtige klostre (Saint-Wandrille,
Jumièges, Saint-Georges de Boscherville) og byer som
f.eks. Duclair og Caudebec med kirken eller Villequier som
har Victor Hugo museet.
|
|
Flodens
krogede løb ender ud i en gigantisk flodmunding, og
ikke så langt herfra ligger marsklandskabet Marais
Vernier, der er et enestående naturområde.
Cykelture langs floden eller ture med flodpramme er ideelle
måder at se det skønne landskab på. Helt
ude hvor floden munder ud, ligger en af Frankrigs
største havnebyer, Le Havre. Det var her, at Claude
Monet fandt inspiration til sit første maleri med en
solopgang, og som han kaldte ”Impression Soleil Levant”.
Byen er med sin avant-garde arkitektur en moderne by i
dagens Frankrig. Byens kunstmuseum Musée des
Beaux-Arts André Malraux indeholder værker af
blandt andre Braque, Dufy, Marquet m.fl..
|
|
Etretat
Indeklemt mellem klipperne på Côte d’Albâtre
(Alabasterkysten) ligger Etretat, et charmerende badested,
der først og fremmest er berømt for sine
fantastiske klinter “Portes” og “l’Aiguille”
(nålen), som havet har formet. Byen, der var den
franske forfatter Guy de Maupassants yndlingsby, har en
kirke fra det 11. århundrede, nogle charmerende
torvehaller og det meste blev foreviget på malerier af
bl.a. Courbet, Corot og Monet.
|
|
|
Dieppe
Dieppe er Frankrigs ældste badeby. Byens historie
skildres på slotsmuseet, hvor man bl.a. kan se en
imponerende samling elfenbensfigurer fra dengang Dieppe
havde tætte forbindelser til Afrika. Fiskerihavnen,
havpromenaden og livlige forretningsgader er med til at
skabe en helt særlig atmosfære med masser af
aktivitet året rundt. I byens omegn er der mulighed
for at se slottet Château de Miromesnil, Moutiers med
sin blomsterpark, Varengeville-sur-Mer med kirke og
sømandskirkegård samt herresædet Manoir d’Ango.
Fécamp
Fécamp var en af de første havne, som
vikingerne belejrede, og byen bærer præg af en
glorværdig maritim fortid. ”Musée des
Terre-Neuvas” beretter meget interessant om
torskefiskernes skæbne i New Foundland, og museet har
også en afdeling helliget vikingerne. I Fécamp
ligger det betydeligste af alle Normandiets berømte
benediktinerklostre, hvor man stadig fremstiller D.O.M.
Bénédictine, den berømte likør,
som blev opfundet i det 16. århundrede af
benediktinermunken Vincelli. Fra munkenes tid findes i dag
klosterkirken Trinité, et meget smukt
bygningsværk rigt på kunstværker.
|
|
|
|
|