|
Caen
Caen var tidligere hovedby i hertugdømmet Normandiet
under Wilhelm Erobreren, og byen er således rig
på vigtige bygningsværker fra denne periode med
bl.a. feodalslottet, som huser « Musée de
Normandie ». Et besøg værd er også
kunstmuseet Musée des Beaux-Arts, de to klostre
Abbaye aux Hommes og Abbaye aux Dames, der begge blev
opført i det 11. århundrede. Monumentet «
Mémorial » fortæller om det 20.
århundredes historie, og beretter om Anden Verdenskrig
og freden derefter bl.a. gennem videofilm. Museet rummer
ligeledes et galleri over Nobelpristagere.
|
|
|
Bayeux
Denne velbevarede middelalderby med gamle religiøse
traditioner har mange bindingsværkshuse,
herresæder og privatpalæer fra det 15. og 17.
århundrede. Oplev de spændende, gamle gader,
katedralen Notre-Dame, « Musée de la Bataille de
Normandie », der er et mindemuseum for slaget om
Normandiet. Frem for alt bør man se det
berømte broderede Bayeuxtapet, også kaldet
Tapisserie de la reine Mathilde. Det 70 meter lange broderi
fra det 11. århundrede fortæller i 58 scener om
forberedelserne og indledningen på Wilhelm Erobrerens
erobring af England i 1066. Museet rummer ligeledes en
vikingeudstilling.
Deauville,
Trouville, Cabourg
Deauville, der ligger ved kysten Côte Fleurie, blev
til i sidste halvdel af det 19. århundrede på
foranledning af hertugen af Morny, halvbror til Napoleon den
3. Byen er i dag et luksuøst badested af
internationalt renommé.
|
|
|
Luksushoteller,
elegante forretninger, kasino, væddeløbsbaner
og golfarrangementer gør byen til et sted for de rige
og berømte, og hvert år afholdes en amerikansk
filmfestival. Lige som den anden badeby Deauville er der i
Trouville en meget interessant arkitektur specielt på
strandpromenaden, hvor storslåede villaer fra
begyndelsen af forrige århundrede i dag er med til at
give Normandiet sit særpræg. Lidt længere
væk finder man et andet badested, Cabourg, som ud over
sin fine sandstrand kan byde på masser af sports- og
fritidsaktiviteter året rundt. Sidst men ikke mindst
er der kasinoet og Grand Hôtel, byens stolthed, hvor
den franske forfatter Marcel Proust skrev flere af sine
værker.
|
|
Honfleur
Langs Côte Fleurie (blomsterkysten) og ved foden af
broen Pont de Normandie ligger den lille maleriske fiskerby
Honfleur. Et pragtfuldt sted. Lad tiden stå stille og
driv på må og få rundt i de smalle gader
med gamle pittoreske bindingsværkshuse. Besøg
også kirken Sainte-Catherine, der udelukkende er
bygget af træ efter model af de skandinaviske kirker,
eller tag forbi saltlofterne. Honfleur, hvor impressionismen
blev født, var et sted som kunstnerne satte
højt, bl.a. Monet, Satie og Baudelaire. Meget af den
kunstneriske ånd er blevet hængende, idet byen i
dag er hjemsted for masser af kunstgallerier og
antikvitetsforretninger. Kunstmuseet Eugène Boudin er
bestemt også et besøg værd.
|
|
|
Lisieux,
Pays d’Auge
Lisieux er først og fremmest centrum og valfartsby
for den store kultdyrkelse omkring
Sainte-Thérèse, en af nutidens få og
meget populære helgener, der blev kanoniseret i 1925.
Kvarteret omkring katedralen, karmeliterklostret, basilikaen
samt hendes hjem “Buissonnets” tiltrækker
årligt over halvanden million besøgende. Men
Lisieux er også den vigtigste by i landskabet “Pays
d’Auge” med æbletræer så langt
øjet rækker, destillerier, hvor der fremstilles
cider og calvados samt ostemejerier, der producerer
camembert, Pont-l’Evèque eller Livarot. Slotte
og herregårde hører også til
dagligdagsbilledet.
|
|
|
|
|