MANCHE

 

Le Mont Saint-Michel
Mont Saint-Michel er med sin unikke beliggenhed og smukke arkitektur en af Frankrigs allerstørste seværdigheder. Klippeøen er 80 m høj og måler ca. 1 km i omkreds. På toppen knejser klostret, der kan føres tilbage til det 8. århundrede. Bygningsværkets prægtigste del er den gotiske tilbygning bestående af klokketårnet og koret, under ét også benævnt som “La Merveille” eller vidunderet. Via de små, smalle gader kan man spadsere ud til fæstningsmuren, hvorfra der er en uovertruffen udsigt ud over bugten og tidevandsfænomenet, der hører blandt nogle af de mest spektakulære i Europa. Forår og efterår valfarter pilgrimme hertil for at mindes ærkeengelen Michel.

Coutances
Midt på halvøen Cotentin ligger bispestaden Coutances med sin imponerende gotiske domkirke bygget i perioden fra det 13. - 15. århundrede. Kirken har stadig sit bemærkelsesværdige lygtetårn, der er karakteristisk for normannisk arkitektur. Hvert år i maj måned afholdes den meget populære jazz festival ”Jazz under æbletræerne ” (“Jazz sous les pommiers”).

Granville
Granville er en gammel sørøverby. Den gamle bydel bærer præg af denne tid med bl.a. kirken Notre-Dame og de gamle huse fra det 15. og 18. århundrede. I dag findes også en fiskeri- og lystbådehavn, hvor der foregår en masse vigtige søfartsarrangementer. Byen er samtidig en meget livlig badeby. Blandt seværdighederne er den berømte modedesigner Christian Diors hus og have samt museet for moderne kunst Richard Anacréon. Fra Granville kan man tage med båd til de engelske kanaløer Jersey og Guernesey og de franske Chausey-øer

Cherbourg
På den yderste del af halvøen Cotentin mellem det vilde Hague, de skovrige egne og invasionsstrandene ligger havnen Cherbourg. Byen spiller en vigtig rolle inden for sejlsport med bl.a. Port Chantereyne, der er Frankrigs største lystbådehavn (antal besøgende). Kunstmuseet Musée d’Art Thomas Henry omfatter en meget fin samling værker fra perioden 15. århundrede – 19. århundrede.

På historiske vandreture gennem byen kan man nyde byens rige kulturarv. Det er også muligt at tage en bådrundfart ud til verdens største kunstige red.

Ile de Tatihou
Øen ligger over for havnen Saint-Vaast-la-Hougue, og er med sine 27 ha et unikt sted for havfugle. Ile de Tatihou er utrolig afholdt af naturelskere og et skattet udflugtsmål på grund af sin fine sammenblanding af natur, kultur og historie. Her findes en kystpark, et søfartsmuseum samt et fort. Hvert år fra juni til september afholdes teaterfestival på øen.